Transkriberad uppteckning

Huldesagn.

Der var engang en Gudt som lagde sig tilbage paa Stølen da Folkene bueførte Hjem sinne Kræaturer om Høsten for at see om det var sandt Huldefolket tilflyttede Stølen da de andre Reste Hjem. Han lagde sig under Budskabeskjedlen. Og det varede ikke mange Timer efter at de andre og Kræaturene vare Reste paa Hjemvei, føren Huldefolkene kom, men raabte alle at de Lugtede Kristemansblod. En ganske liden Pige begyndte for Moroskyld først at pege med en Kjep og siden med Fingeren bordt under Kjedlen, Gudten tog da sin Tolekniv og skar i Fingeren paa Huldekvinden, saa Blodet begyndte at drype, men da maatte Gudten under Kjedlen frem og Moderen til Huldepigen sagde til Gudten at naar han havde Blodmærket hendes datter saa skulde han tage hende til Ægte. Saa Gudten saae sig nødsaget at tage Pigen Hjem med sig. Huldemoderen sagde da til Gudten at naar han Kristnede eller Døbte hendes Datter var hendes Navn Hildeguna (som skal være et Huldenavn og den første oprindelse der til dette Pigesnavn) og tillige sagde Huldemoderen til Gudten at han skulde gjøre rydigt paa den ene side i Fjøset. Og da Gudten var Hjemkommen med Huldepigen, og det ogsaa var gjort rydigt i Floren eller Fjøset og han den anden Dags Morgen skulde see der ned, stod der en mængde vakre Kræaturer i Fjøset. Gudten blev gift med Huldepigen, fik mange vakre Børn og havde en overmaade god Lykke med aldt hvad han foretog sig. Den hæslige Hale eller Rumpe som Huldepigen havde før de var gifte blev borte da de kom midt paa Kjirkegulvet da de vilde gaae til Alteret og vie sig. En Dag sagde han til sin Kone at vi ere saa ofte og gjæste midt Folk, nu vil vi til dit Folk og gjæste dæm en gang. Vi kan saa, sagde Konen, og der med saa var de i Huldehaugen, der var gilde der inde, men hvad for slag kunde han ikke faae vide enten det var Barsel eller Bryløpp. En mængde Mennesker var her forsamlede som spiste af kostbare Retter og drak af kostbare Vine. Han vilde gjerne holde sig til sin Kone og Tale med hende, men det fik han ikke, naar han var paa den ene side var hun paa den anden side i Stuen. Ingen fik han Tale ved, men Mad og Drikke det han vilde have. Til sist kom Konen og sagde ham, ja nu faar vi Reisse Hjem igjen, og der med saa var de Hjemme. Ja nu vil vi ikke Reisse oftere til dit Folk, sagde han.