Aurland,
Huldrehornet (Draugen i Vallarhaugen)
Et sagn fra Nærødalen.
Gjennem Nærødalen går hovedveien fra Kristiania til Bergen.
På gården Gudvangen er der skydsstation, som det også skulde være før i gamle dage, da der ikke var nogen kjørevei. Da boede der på gården en mand, som hed Per, og som kaldes gamle Per Gudvangen. Han skulde reise med posten en juleaften; posten måtte da kjøres på hesteryggen, og der var ikke nogen bro over elven, så at han måtte reise over elven nede på gården. Veien gik da op Skjerpeshagen, hvor der er en mægtig stor haug, som kaldes "Valarhovd'n", og i den skal der være underjordiske indi; ti der har man hørt mangt, og seet at der har været varme forskjellige aftener: såsom juleaften og jonsokaften og fl.
Per var oppe til Stalheims med posten, og på hjemveien var han inde på forskjellige stæder, hvor folk da havde juldrikke, på Skjerpi var han inde, og da han reiste derfra var han lidt drukken. Han kom da ned til den føromtalte Valarhovd, og han vidste om desse karane som boede der.
Per var blevet lidt drukken, og vilde gjerne have mer, han skreg derfor ind til de, som boede der "kom ud Valarhovdmænne, lad mig få smage juledrikka dekka", og der kom straks ud 4 mænd med en vældig stor sølvkande som var fyldt, og denne rakte de ham. Han hældede den op til munden, men idetsamme slog han indholdet atom sig, og der kom nogle dråber på hesten, og de brændte både hud og hår af, og det kom ikke igjen mere. Per tog sølvkanden og satte afsted med i rasende fart, og de underjordiske efter, han red over elven, og han tænkte derved at blive fri dem, men de kom alligevel; da han var nær gården havde de næsten indhenttet ham. Da råbte han på gardsbonden, og denne svarede "rid til bygager husbond", som han også gjorde og da blev han fri dem. Denne gardsbonde var en usynlig mand, der beskyttede gården, når man traf en og anden gang til at se ham, skulde han være lig gamle-Pær. Der viste leie efter ham i laden, og det var ligesom en kat skulde have læge der. Og der var en, som vilde prøve på at lægge sig i dens leie, men han blev tagen og flyttet derifra, men han lagde sig bort igjen og det blev det samme, og det gjentog sig tredie gang, men da blev manden kastet ud.
Denne var det, som kom med sin store gjernstang og hjalp Per, idet han begyndte at slåst med desse underjordiske. Om morgenen idetsamme Per stod op kom gardsbonden, men da var han så sveite at der stod skum i håret på ham, hvori han tog opi og strøg og kastede på gulvet, "det har været en nat for mig, og det må du ikke gjøre mere", sagde han til Per.
Per skulde også være en sådan flink spillemand, at når han siden fyldte sin sølvkande og satte den på næste bordsenden, og han selv tog sin feolin og satte sig for fremste og begyndte at spille, så kom sølvkanden trippendes fremover til ham.