Transkriberad uppteckning

Paa Feddand i Mo sad Folkene samlede i Stuen Juleaften; de havde just lauget sig, da kom der ind en liden Mand med vid Hat. Han hilste Manden på Gården og kaldte sig Grande hans, men der var ingen, som kjendte ham. De bød ham at sætte sig ned og faa Noget at leve af. Oppe i "Roti" sad der nogle Høns; da den lille Mand så dem, idet han skulde sætte sig, rykte han sig. "Er du rædd dem?" spurgte Verten. Ja, det kunde han ikke negte. Saa tog Konen dem og bar dem ud. - De sad da og åd og drak. Da den Fremmede reiste sig for at gaa, sagde han til Manden i Huset: "Nu skal du blive med mig". "Hvor bor du da?" "Aa, did er ikke langt; det er bare her over Tunet". - De fulgtes da ad; den Lille gik først ind, så mødte en Kjering dem. "Hvor har du været henne?" spurgte hun; "længe har jeg ventet paa dig; Julekosten er laget til". "Aa jeg var bare oppe hos Granden min og der havde jeg det saa godt som jeg kunde; nu er han fulgt med og nu skal du sætte frem alt det Bedste du har". De bad da Bonden sætte sig. Men under Taget hang der to Kværnestene ned efter Traade. Da Feddandsmanden saa dem, turde han ikke sætte sig, som vente var. Da Haugtussen saa det, tog han Kværnestenene bort. "Saa rædd", sagde han, "som du nu, var jeg, da jeg så Hønsene dine". - Saa kom Konen frem med alle Slag, og det kan vel være at det var Mad, som var var værd at æde. Mens de sad tilbords, stalded en af Bondens Heste og saa randt det over Bordpladen. "Der kan du se", sagde Tussen, "hvad jeg maa lide, fordi du har Stalden lige over mit Hus; vilde du flytte den, skulde det ikke være dig til Skade". Det var Bonden ikke sen til at love. Og ikke før var Helgen ude, saa rev han Stalden ned. Da fik han vel Lykke med Hestene sine; før døde der en for ham hvert Aar; men herefter fandtes der ikke paa nogen Gaard i Bygden saa fede og gilde Heste, som paa Feddand.